Om Janette

Janette Søgård.

Min passion for træning og en sund livsstil startede, da jeg som 15-årig fik en håndvægt i hånden for første gang.

Jeg blev straks grebet af træningsformen og fascineret af, hvad der skete både fysisk og mentalt. Siden da har træning – og sundhed generelt – været en naturlig del af mit liv.

Jeg er som menneske meget nysgerrig, drives af udfordringer og elsker at lære nye ting om træning og sundhed. Derfor har mit “træningsliv” også været præget af lysten til at prøve kræfter med nye træningsformer. Af ting, jeg bare måtte prøve, kan nævnes: racercykel, MTB, triatlon, crossfit, OCR-løb og Hyrox.

Jeg brænder virkelig for at hjælpe andre med at nå deres mål. Dette har jeg haft fornøjelsen af gennem mange år i fitnessbranchen, hvor jeg har arbejdet som fitnessinstruktør, personlig træner, spinninginstruktør, cykelguide på Kreta, kostvejleder m.m. Jeg har haft glæden af at se mennesker vokse og opnå ting, de ikke troede var mulige – og det gør mig utrolig glad.

Til daglig laver jeg mad i en personalerestaurant i Odense, hvor min passion for det sunde og grønne køkken får lov at udfolde sig hver dag. At lave mad til andre er noget, jeg har stor respekt for, og jeg føler, det er “mit kald” og mit beskedne bidrag til folkesundheden at sørge for, at mine gæster får mad, der nærer både krop og sind.

For bedre at forstå vigtigheden af sund kost valgte jeg at tage en 2-årig uddannelse som kostvejleder, så jeg bedre kan hjælpe andre med at få sund mad ind i deres liv på en ukompliceret og ikke-fanatisk måde.

Gennem årene er min tilgang til træning blevet mere og mere holistisk, og jeg er blevet bevidst om, at intet står alene – vi skal tænke på hele mennesket. Med andre ord: Det er ikke nok at spise sundt, hvis du for eksempel sover dårligt, eller hvis du træner hårdt uden at give kroppen den rette ”benzin”.

BEVÆGELSE er nødvendig for at få den rette energi ud i cellerne, så vi kan blive stærke – både fysisk og psykisk. Og det er præcis det, TRX er et fantastisk redskab til, fordi det stiller krav til stabilitet, balance, råstyrke og kropsbevidsthed. Jeg vil glæde mig til at guide dig. :-)

På mine timer kan du forvente et godt mix af råstyrke, seriøs og velforberedt træning, sved på panden og en instruktør, der hepper på dig hele vejen – alt sammen til et godt beat i baggrunden.

Mit arbejde er vellykket, når du går fra en time hos mig med et smil på læben, fornyet energi og endnu mere styrke end sidste gang. Når du har hygget dig med de andre på holdet og mærket varmen fra fællesskabet – og troen på dig selv vokser for hver træning.

Jeg glæder mig til at træne med dig :-)

  • TRX STC Kvalificeret

  • Fitnessinstruktør – SAFE Education

  • Spinninginstruktør – SAFE Education

    Kostvejleder – Kostakademiet i Hover

  • Personlig træner – The Health Lab, Aarhus

    Andet:

  • Cykelguide på Kreta – ugekurser

  • Instruktør hos Raw Fit – udendørs funktionel træning

  • Naturfit – egen virksomhed

  • Instruktør for overvægtige børn – Fitness DK

Uddannelser